fredag den 21. marts 2014

Tung, splattet og hamrende fed!

Lizzie, Lizzie, Lizzie!


Vi tog til premiere på Fredericia Teaters opsætning af definitionen på en hard rock-musical, Lizzie.
Nøj, den er fed! Den lever fint op til sin catch phrase: Sex, axe & rock'n'roll

Det er lidt af en oplevelse at være til premiere, med både kendte og rigtige mennesker, den samlede fredericianske verdenspresse og en bunke lokalpolitikere.

Fra starten blev vi blæst omkuld af både musik og optræden.
Der er tale om en ægte rock-forestilling, med rigeligt hegn og bastant rytme. Steffen Schackinger er som ventet fantastisk på spaden, men hans medguitarist, Jens Kokholm er nu også et jern på sit våben; - i det hele taget kan alle i bandet deres kram, og lægger den fedeste bund for de mest kraftfulde sangerinder jeg længe har hørt: der er smæk på.
Måske burde jeg have haft mine ørepropper med, for de spiller rock som om de mener det. Nice :-)
Det er ikke så tit man får lyst til at headbange til en musical...

Historien er mindre væsentlig, men den er baseret på historien om et dobbelt øksemord, som fandt sted i Massachusetts i 1892. Den er nu nok mere inspireret af end baseret på, da jeg tror at en så tydelig SM- og LGBT-adfærd som i musicalen nok ville have trukket større overskrifter end et bestialsk mord, når vi taler USA i det nittende århundrede :-)
Nå, ski'e vær' mæ'ed, det er en fed musical.
Mine tanker går til i dette tilfælde de store koncept-albums fra 70'erne med the Who, Kinks og til dels Queen, bare med mere hegn.

Bortset fra bandet er der 4 på scenen, alle kvinder og alle 4 suverænt seje, sexede og velsyngende.
Bjørg Gamst er jävla bra som Lizzie, og veksler mellem psycho og puttenuttet uden vaklen, og hun brænder virkelig igennem (som sædvanligt: Bjørg er i en klasse for sig).

Selv om Bjørg har titelrollen kan man ikke på nogen måde kalde de andre for biroller:
Line Krogholm giver den gas som søsteren Emma Borden, Rikke Hvidbjerg er forrygende som Alice Manley, Lizzies (og tildels Emmas) veninde og Astrid Højgaard er skræmmende god som Bridget/Maggie, Borden-familiens stuepige.
Der er tale om nogen seriøse skrighalse som kan synge rock med power, og som må være i ubehageligt god form, når man ser hvordan de kan bevæge sig mens de synger. Jeg blev blæst fuldstændig bagover, både af sang og af optræden.

Scenografien er næsten ikke eksisterende: bagprojektioner, røg  og lamper, kombineret med et par  kulisser klarer det hele, men det bemærkede jeg ikke under forestillingen, først efterfølgende. Det passer dog 100% med forestillingens "vibe" af at være teaterkoncert frem for musical. Som sædvanligt er Fredericia Teaters scenografi med til at fremme stemningen i forestillingen, så rummet bliver en naturlig forstærker for skuespillernes formåen.

Lizzie er en forestilling som ikke vil appellere til alle, men kan man lide tung rock med fede riffs, koncertstemning og lidt splat (og hvem kan ikke det :-) ), så er det en helt forrygende oplevelse.

Uanset hvor mange hatte, stjerner eller hvad det nu er man skal uddele, så skal Lizzie have dem alle sammen, så lad os sige 7 ud af 6 mulige.

Egentlig kan det vel opsummeres kort: SE DEN!!! Køb din billet her, og helst nu.
Hvis du har lyst til splat, så bestil billet til de forreste pladser, hvor man skal huske regnslaget ;-)

Disclaimer: Jeg får en gratis billet ud af denne anmeldelse, men Lenes billet er købt og betalt på normal vis, og det bør alle andre også gøre. Altså købe billet til Lizzie...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar